Bøger på dansk
Katastrofen rammer øen Helholm midt under den årlige Hummerfestival. En af de opstillede forlystelser bryder i brand, og syv mennesker dør. Hvad der først ligner en ulykke, udvikler sig hurtigt til en drabssag. Tragedien efterlader Kattegats turistperle i chok, og alle spørger sig selv, om det er terror eller en pyroman, der står bag tragedien. Øen vrimler med politi, og alligevel er det muligt for en kynisk person at begå et nyt og meget blodigt drab. Agnes Vrangler, der er journalist og vært på true crime-podcasten Nattens stemme, sværger, at hun vil bringe alt frem i lyset. Alting var ellers lige så godt, også mellem hende og landbetjenten Rasmus, men nu indtræffer en række begivenheder, der giver hende hjertesorger. Også hendes bror Henrik opfører sig helt besynderligt. Er det arvesagen og økonomien i familievirksomheden, som går ham på? Hjælpen kommer fra et uventet sted, da den livstidsdømte manipulator, Mona, kontakter Agnes. Mona ligger inde med fortrolig information om øens beboere. Men kan man overhovedet stole på Mona, der tidligere har prøvet at dræbe hende?
Politiassistent Nelly Birkebæk og hendes teenagesøn Matthias forlader Aarhus for et nyt og forhåbentlig roligere liv i den midtjyske provinsby Hedeborg. Nelly har købt en faldefærdig villa i et af Hedeborgs pænere kvarterer, hvor hendes genbo, den imødekommende – og lidt for nysgerrige – Ejnar Skjold hurtigt viser interesse. Men der bliver ikke tid til at falde til. En forsvunden teenagedreng findes død i en å i et skovområde tæt på byen, og det står hurtigt klart for Nelly, at personen, der slog alarm, ikke var den første, der fandt liget. Hedeborg er en by med mange lag. Den lokale særling Randi Bruun bliver ved med at tale om en drone, der kredser over hendes hus. Den magtfulde Eskelund-familie ude ved skoven trækker i flere tråde, end nogen tør indrømme. Og så er der dem, der bor ude i Landsbyen – dem, som ingen rigtig taler om. Efterforskningen leder Nelly Birkebæk og hendes gode kolleger ved Hedeborg Lokalpoliti ind i villaområderne, ud til dem på kanten af samfundet, dybt ind i de mest indflydelsesrige familier og ud i brunkulslejerne.
Et lille isoleret øsamfund fuld af hemmeligheder. Helholm er en turistperle midt i Kattegat. Det er naturøen, du aldrig glemmer, et lille isoleret øsamfund. De fleste føler en stor ro allerede på færgen på vej dertil, men for Agnes Vrangler, der selv kommer fra øen, er det et klaustrofobisk sted fuld af skyld, skam og fortielser. Derfor har hun undgået at tage hjem i 14 år. Agnes har i stedet skabt sit eget liv i byen. Med sin kæreste, Morten, et job som journalist på Radio Swift og en altopslugende interesse for uopklarede drabssager. Hun bruger størstedelen af sin tid på sin true crime-blog, Nattens stemme. Men da to drenge finder et afskåret hoved i en af Helholms moser, ser Agnes pludselig en unik chance for at lave en helt særlig historie – den podcast, hun så længe har drømt om. Men Agnes’ drøm bliver hurtigt til et mareridt, for øen gemmer på langt flere hemmeligheder.
I Lycksele, Sverige, bryder en ukendt gerningsmand en nat ind i et hus. Han slår et forældrepar til tre børn ihjel. Det yngste barn, en pige på ti, er væk, da politiet når frem til huset. Da de undersøger gerningsstedet, finder de en elefanthue, som peger tilbage på en 30 år gammel bortførelsessag. Dengang fandt man aldrig ”Hættemanden”, men pigen dukkede pludselig op i en skov. På grund af flere fælles træk vil politiet gerne afhøre Klara Larsson, der var bortført 1988-1989. Til deres overraskelse finder politiet i Lycksele ud af, at hun nu bor i Danmark og arbejder hos Østjyllands politi. Hun er en af Danmarks dygtigste brandeksperter! Den nu danske Klara Larsen føler det ikke nødvendigt at dele sin fortid med nogen. Slet ikke sin politikollega Sebastian, som hun nu er kæreste med. Og Klara har stadig ikke lyst til hverken at vende tilbage til Sverige eller til at kaste klarhed over sagens detaljer. Men i håb om at hun kan redde pigen, tager Klara med Sebastian tilbage til sin svenske barndomsby. Ingen af dem kan i deres mørkeste fantasi forestille sig, hvad der venter dem.
Tromsø og hele Norge chokeres, da en hotelbrand dræber næsten samtlige gæster og ansatte. For at komme til bunds i opklaringen af brandens opståen tilkaldes den danske brandefterforsker Klara Larsen. Men sagen tager hurtig en uhyggelig drejning, da det står klart, at en terrorist er på spil. Uden nåde ønsker terroristen at sætte fokus på verdens klimasituation. Og intet tyder på at mordbranden i Tromsø bliver den sidste. Klara Larsen må sætte alt ind for at stoppe terroristens forskruede visioner imens hendes kollega, Sebastian Vinter, nærmer sig sandheden om hendes dystre besættelse af ild. Giften var nomineret til Mofibos lydbogspris 2019 i kategorien Krimi og spænding.
SORGER er første sæson af PYROMANEN - en ny spændende og barsk dansk krimi. Den foregår i en landsby, hvor ingenting sker, men da et hus brænder ned til grunden, viser det sig snart, at der er tale om en bestialsk forbrydelse. Samtidig forsvinder en dreng, og journalister strømmer til den lille by. Brandefterforsker Klara Larsen bliver, sammen med sin assistent, politimanden Sebastian Vinther, indkaldt til at hjælpe det lokale politi. Sammen gennemgår de gerningsstedet og forfølger sporene fra den grusomme forbrydelse, der forgrener sig vidt og bredt i den lille by. Første sæson er fyldt med overraskelser og drejninger, og efterhånden som efterforskningen udvikler sig, bliver historien mere og mere dyster.
Da en ung, handicappet mand findes dræbt og derefter smidt i en swimmingpool i en forstad til Aarhus, indvilliger psykiateren Christian Falk igen i at hjælpe politiet med en gerningsmandsprofil. Men det kommer han til at fortryde. For pludselig står han i sit livs værste mareridt, hvor han er midtpunkt for efterforskningen og risikerer at miste alt - både privat og professionelt. Med politiet i hælene forsøger han at finde ud af, hvem der vil ham til livs, men skal samtidig kæmpe mod to gamle fjender, der forsøger at udnytte situationen til at tage en frygtelig hævn over ham. EN DJÆVELSK PLAN er sidste bind i trilogien om psykiateren Christian Falk, der hjælper Østjyllands Politi med gerningsmandsprofiler i særligt vanskelige kriminalsager.
Da Anton Jørgensen meldes savnet, erkender Østjyllands Politi hurtigt, at de har brug for hjælp. For selv om der ikke er noget lig, gør en række bizarre spor – et afhugget øre, en stor samling euforiserende svampe, et badeværelse hvor der tydeligvis er foregået noget blodigt – at de ikke er i tvivl om, at de står med en drabssag af de mere usædvanlige. Efterforskningslederen kontakter psykiater Christian Falk. Han er ved at afslutte et større forskningsprojekt om seriemorderes hjerner og har netop gjort den foruroligende opdagelse, at en deltager har opgivet falsk identitet. Alligevel indvilliger han i at hjælpe politiet. Men til hans overraskelse bliver det en sag, hvor han kommer til at sætte alt på spil, ikke blot professionelt, men også personligt.
Det perfekte sted at dø er det syvende bind i serien om Daniel Trokic. Trokic bliver sendt af sted for at undersøge en dansk biologs død i Japan. Den unge mand er fundet død i den mest berømte selvmordsskov, Aokigahara. Selvom Japans politi har afskrevet dødsfaldet som værende et selvmord, så viser en båndoptagelse, sendt anonymt til afdødes far, noget helt andet.
I en tom villa i Århus bliver en teenagedreng fundet dræbt. Han er blevet mishandlet, og rundt om hans lig er der spredt døde hvepse. Politikommissær Daniel Trokic og resten af efterforskningsholdet får mistanke om, at den dræbte drengs forældre holder på en hemmelighed om en række ar på drengens krop. Men politiet har mere end almindeligt svært ved at finde ud af, hvad det er, forældrene skjuler, og hvordan det passer sammen med hvepsene, en fanatisk samler og en gammel voldtægtssag. Samtidig flygter en patient fra den lukkede afdeling på det psykiatriske hospital – en patient, der er besat af hvepse.
I en kraftig snestorm bliver 8-årige Lukas fundet død i Giber å i Mårslet ved Århus. Han har kraftige forbrændinger på sine hænder og en fiskeline rundt om halsen. Vicekriminalkommissær Daniel Trokic og kriminalassistent Lisa Kornelius fra Århus Politi står overfor en indviklet og chokerende sag, om indbyggerne i den lille bys manglende evne til at se, om børns vold mod børn og om misbrug og utilgivelig svigt.
SORT SENSOMMER (Modtryk, 2006)
Vicekriminalkommissær Daniel Trokic leder efterforskningen af drabet på den unge antropologistuderende Anna Kiehl. SORT SENSOMMER er en tempofyldt krimi, der blander den psykologiske thriller med politiromanen.
Vinder af Kriminal Akademiets pris for “Spændende Debut 2006″
“En krimi i topklasse”, Alt for Damerne: *****
“Med Sort Sensommer har Wolf lagt meget lovende ud – fortsættelse udbedes”, WeekendAvisen.
“… en yderst vellykket dansk kriminalroman”, Information.
“Det ser ud, som om vi har fået en ny krimiforfatter, der kan sit håndværk”, Jyllands Posten.